...tilsyneladende en almindelig dansker...

Inden jeg skrev dette, skrev jeg en lang smæde-post, som det jo hedder, om en dame, jeg ikke kan lide. Det er utroligt så meget had, der væltede ud på denne plads. Hver gang jeg forestillede mig hende (og noget ved hendes ansigt), blev jeg gal. Ved den tredivte linie i min nu slettede smæde-post slog det mig, at jeg er frustreret over, at hun bliver respekteret, som om hun har noget at byde på. Noget som helst. Men det har hun jo ikke. Hun er den irriterende kollega, der altid brokker sig. Hun er familiens sure mokke. Hun er hammeren, der tror alt er søm, dumme søm. Hun har nærmest kun negationen at byde på, negationen af alt, der gør tilværelsen kulørt, skæv, sjov, udviklende, anderledes. Jeg fristes til at kalde hende skyggefyrstinden, blot fordi at triste kvindeskæbner på det sidste har fået sjove tilnavne: Jetsetdronningen, Bordel-Annie med videre.

Men så slog det mig, at jeg ikke er bedre end hende, når jeg er så optaget af mit had og min manglende forståelse af hende. At kalde hende Skyggefyrstinden - og navnlig når det begynder med stort - er for meget for sådan et lille, almindeligt og frygtfyldt menneske. Det er at dæmonisere hende, der sikkert bare er bedstemor og Netto-kunde og lokumsbesørger og fuglebrætsfodrer og nabo og helt almindelig dansker, når det kommer til stykket. Hun er ikke dum. Hun er ikke engang ond. Hun er bare endnu en stemme i det danske demokrati. Hun er hverken mere eller mindre. Hun har sikkert alle mulige gode grunde til at være præcis som hun er. Med hendes negative syn på alt nyt, hendes kon(s)tante skepsis over for alt, hvad hun ikke forstår. Men, min sure ven, jeg forstår dig godt. Dagens DK er ikke nemt at leve i. Alle de forandringer, nye forhold, nye udtryk, nye medier, nye mennesker, ny kultur og nye vaner. Det gør dig usikker. Det frustrerer dig. Gid alt ville blive som det var. Gid vi kunne få det hele for os selv og at alle andre ville blive lige som os. Sådan har vi det alle sammen engang i mellem. Hvis man siger, at man aldrig har haft det sådan, lyver man. Det er et grundvilkår som menneske. At frygte forandringen, at forsvare sig. Så selv om jeg begyndte med at hade dig, er jeg villig til at indrømme - at jeg er ligesom dig og at du kan være ligesom mig. Og måske en dag, om nogle uger, når jeg har øvet mig i at se mennesket i dig, når jeg ikke længere slukker for tv’et, når du dukker frem og vil forbyde andre menneskers påklædning, kan jeg se over på min datter, der spiller blokfløjte og sige Det er en pæn fløjte uden at mene noget andet, uden at lade din frygt og din vrede blive min og uden at fortsætte alt det ødelæggende og negative som du sætter i bevægelse.