Skandale eller bare en sag?

Sådan så iGoogle ud et øjeblik i dag... Bemærk de tre ikke helt ens vurderinger af historien om Lars Løkkes reaktion oven på V-medarbejdernes skriverier.

Men som det fremgår af dette lille screenshot er der heldigvis ikke altid enighed om vinklingen af en historie. Og om den pågældende historie er relevant og vigtig nok til at nå forsiderne eller hvad det efterhånden hedder på nettet. Det fine ved dette eksempel er, at de tre historier ved første øjekast er ens. Løkke er irriteret. Men se hvad der sker på mikro-niveau: I Politikens artikel er Løkke stærkt irriteret over skandalen, i Berlingske er han irriteret over en sag, mens Børsen mener at han er irriteret over skandalen. Man kan sige at Berlingske nedtoner sagen, mens Politiken puster lidt til skandalen. Så hårfint kan man justere sin artikel og være med til at bremse snebolden eller give den ekstra fart på.

Forleden hørte jeg i radioen på p1, at mange dansklærere savner frisk inspiration og ny energi i deres undervisning, når faget handler om litteratur, læsning og skrivning. Det gider jeg ikke at høre på. Eller: Jeg gider godt at høre på det, men jeg vil også gerne gøre noget ved det. Derfor oprettede jeg straks et foredrag, der handler om litteratur og det at skrive og læse. Det matcher godt med mit stærke commitment til det kreative og det skrevne.

Jeg fylder et par timer…
Foredraget varer 60-90 minutter (eller tilsvarende moduler) - og er actionpacked med ufortyndet begejstring for bøger af Hamsun, Auster, Nabokov, DeLillo, Eggers, Frank Cojote, Brixvold, Petterson og alle andre, der skriver som bar fanden.

På foredraget vil jeg:

• Udfordre elevernes syn på litteratur og god underholdning
• Komme med 26 gode grunde til at læse bøger (herunder mine Mega-Must-Reads)
• Træne elevernes evne til at tænke anderledes og kreativt
• Sammen med eleverne begynde et nyt værk
• Mane fem uhyrer i jorden - bl.a. “Det kan jeg ikke”

Målet med mit foredrag er at forandre elevernes syn på bøger, litteratur og hvad man kan med det skrevne ord for altid. Du kan skrive til mig på thomas@letruth.dk, hvis du er interesseret i at booke mig til din klasse.

...tilsyneladende en almindelig dansker...

Inden jeg skrev dette, skrev jeg en lang smæde-post, som det jo hedder, om en dame, jeg ikke kan lide. Det er utroligt så meget had, der væltede ud på denne plads. Hver gang jeg forestillede mig hende (og noget ved hendes ansigt), blev jeg gal. Ved den tredivte linie i min nu slettede smæde-post slog det mig, at jeg er frustreret over, at hun bliver respekteret, som om hun har noget at byde på. Noget som helst. Men det har hun jo ikke. Hun er den irriterende kollega, der altid brokker sig. Hun er familiens sure mokke. Hun er hammeren, der tror alt er søm, dumme søm. Hun har nærmest kun negationen at byde på, negationen af alt, der gør tilværelsen kulørt, skæv, sjov, udviklende, anderledes. Jeg fristes til at kalde hende skyggefyrstinden, blot fordi at triste kvindeskæbner på det sidste har fået sjove tilnavne: Jetsetdronningen, Bordel-Annie med videre.

Men så slog det mig, at jeg ikke er bedre end hende, når jeg er så optaget af mit had og min manglende forståelse af hende. At kalde hende Skyggefyrstinden - og navnlig når det begynder med stort - er for meget for sådan et lille, almindeligt og frygtfyldt menneske. Det er at dæmonisere hende, der sikkert bare er bedstemor og Netto-kunde og lokumsbesørger og fuglebrætsfodrer og nabo og helt almindelig dansker, når det kommer til stykket. Hun er ikke dum. Hun er ikke engang ond. Hun er bare endnu en stemme i det danske demokrati. Hun er hverken mere eller mindre. Hun har sikkert alle mulige gode grunde til at være præcis som hun er. Med hendes negative syn på alt nyt, hendes kon(s)tante skepsis over for alt, hvad hun ikke forstår. Men, min sure ven, jeg forstår dig godt. Dagens DK er ikke nemt at leve i. Alle de forandringer, nye forhold, nye udtryk, nye medier, nye mennesker, ny kultur og nye vaner. Det gør dig usikker. Det frustrerer dig. Gid alt ville blive som det var. Gid vi kunne få det hele for os selv og at alle andre ville blive lige som os. Sådan har vi det alle sammen engang i mellem. Hvis man siger, at man aldrig har haft det sådan, lyver man. Det er et grundvilkår som menneske. At frygte forandringen, at forsvare sig. Så selv om jeg begyndte med at hade dig, er jeg villig til at indrømme - at jeg er ligesom dig og at du kan være ligesom mig. Og måske en dag, om nogle uger, når jeg har øvet mig i at se mennesket i dig, når jeg ikke længere slukker for tv’et, når du dukker frem og vil forbyde andre menneskers påklædning, kan jeg se over på min datter, der spiller blokfløjte og sige Det er en pæn fløjte uden at mene noget andet, uden at lade din frygt og din vrede blive min og uden at fortsætte alt det ødelæggende og negative som du sætter i bevægelse.

Gladwells nye gigantbestseller. Nu på dansk. Den koster 229,46 kr. (seksogfyrre øre) og kan købes hos Saxo og Gyldendal - og i din lokale boghandler fra midt i oktober. 

Støt Afvigerne og vind bogen
Vælg hvordan du vil støtte:

1. TWEET http://bit.ly/qGPlH #afvigerne
Skriv en tweet om at Afvigerne er ude på dansk og inkluder denne url http://bit.ly/qGPlH og #afvigerne, så er du med, når jeg trækker lod om tre eksemplarer af bogen 23. oktober. Måske vanker der også billetter til BogForum. Jeg skriver til dig, hvis du vinder bogen.

2. BLIV FAN af Afvigerne
Bliv fan på Facebook af Afvigerne. Brug boksen lige her nedenunder. Så er du med, når jeg trækker lod om tre eksemplarer af bogen 23. oktober. Jeg skriver til dig, hvis du vinder bogen.

“Genialitet”: Her kan du kan læse en anmeldelse af Afvigerne fra Weekendavisen.

7. Indkøbsvelgørenhed. Lidt udskældt, men alligevel en organisation med hjertet på rette sted. Især med selveste mister CSR i bestyrelsen, Niels Heilberg. Buyaid.com

6. Måske et bedre sted. Ambitiøs og moderne organisation med fokus på vores firhjulede venner. Betterplace.com

Hverdagenshelte arbejder med unge og deres familier.

5. Oh kærlighed. En af landets stærkeste coaches og en inspiration for alle, der har deltaget på hendes utallige seminarer og kurser. Charlotte Fruergaard og winlife.dk

4. Huset på hjørnet. Landets mest nyskabende og ambitiøse coachhus med en grunduddannelse og et avanceret hold, der kommer til at skabe positiv røre i lille DK.  mindjuice.dk

3. Young Guns. Fokus på de unge og hvordan man gør en forskel for dem og deres familier. Alle der googler selvværd, problemer med min teenager eller hvad skal jeg gøre med min teenager bør besøge: hverdagenshelte.com

2. Young Gun II. Landets sejeste hjælpeorganisation, startet af 12 årige Jonathan. Alder er ingen hindring for at skabe forandring og inspirere andre. boernshjaelp.dk

1. Jeremys mission. En klassiker i moderne inspirationsudvikling. En mand med én stærk ide, der er ved at få momentum og vinde mange, mange tilhængere. peaceoneday.org

The audience is on the eternal move
What is the audience, but a crowd to deliver your attention unto? Well, for some createurs, they’ll be shocked to learn that there is an audience or that their efforts have attracted the attention of others, even if they really wanted it to happen. Other artists or people in the performing arts or in communication know all about their audience and adjust their work to accomodate the needs and desires of their followers (now it sounds like politics). And then we have a huge group in between, where they try to forget about their audience as soon as they see the reflections of their faces in the mushy darkness of the theatre. But they cannot, and most of their attention swerves between not knowing and being too knowing, between painstaking consciousness and numbing oblivion. 

Skæve ideer. Kasper Bindslev fra Forlaget Bindslev har et godt øje for det skæve. Et forlag med masser af ånd og glæde ved det anderledes og det reflekterende. Fra de store hitmagere som Melville, Møllehave og Gladwell til et helhjertet fejlskud som Holger. Forlaget Bindslev.

I love Jad. Radiolab er det bedste der er sket på podcast siden radioen blev opfundet. Det er radio, som intet og ingen andre. Inspirerende, tankevækkende, overraskenede, poetisk, sjovt, underligt. En for nogle mennesker livsforandrende oplevelse - men også bare yderst underholdende og ligetil. Værterne er de dygtige og behagelige Jad Abumrad og Robert Krulwich. Start fx her med Radiolab.

Jeg har fejlet som forælder
Eller har jeg? Måske ligger det inhærent i børn, at forældre er til for at samle gummistøvler op fra entregulvet og slikpapir op fra sofaens dybder. I hvert fald blev fænomenet nu kendt som bananskrælsvirus mig bekendt, da jeg havde en lille snak med min datter om, at der faktisk ikke var andre i huset til at rydde hendes garn-tårns-edderkoppespind-tyverialarm-kaos op end mig og hende - og at jeg ikke havde tænkt mig at gøre det. Hendes tiltro til at en mystisk (h)ånd rydder op efter hende, er grænsende til det rørende og det vanvittigt irriterende. Jeg har ageret oprydder så mange gange, at hun har opbygget forventning om at det sker automatisk. Det har jeg besluttet at lave om på.

Jeg kan gøre det
Så kom jeg til at tænke på at samme princip gør sig gældende i samfundet. Og alle mulige andre steder. Kollektiver (her mener jeg samlinger af mennesker, ikke en tresseragtig boform) lider altid under undtagelsen for reglerne, ham eller hende, der gerne vil nyde, men ikke yde. Vi har alle sammen vores grund til at undvige: Jeg har travlt, det er bare i dag, det er kun et enkelt stykke papir, jeg har betalt så mange andre gange, det er urimeligt at jeg skal gøre det… osv. Herunder bananskrælssituationen, hvor vi efterlader andre med det tiloversblevne under henvisning til: Det er bare en bananskræl. Ja, gu er det det, men sådanne skræller skrubber ikke selv op i skraldespanden, men bliver liggende til nogen andre rydder den op eller falder i den. Min glæde bliver en andens problem. Og det er dybest set det mest foragtelige ved hele fænomenet: At man i den grad gør sig skyldig i at tage andres hjælp for givet og baserer sin egen luksus på andres indsats. Skatteundragelsesdebatten er principielt den samme, selv om den er flere lag dybere og mere provokerende at diskutere. På denne bagvendte måde har jeg måtte sande, at det kan være MIG, der lærer min garnfetischisistiske datter at rydde op efter sig, så hun kan vænne sig til, at ingen andre gør det beskidte arbejde for hende. Forhåbentlig vil det også give hende så meget samfundssind, at når man taler om at rydde op i verden, at hjælpe med at gøre vores planet til et bedre sted at være, vil hun også føle at det lige så godt kan være hende, der gør det beskidte arbejde.